Indbrud i Skanderborg, Virring, Skovby og Gammel Rye

Flere boliger har været udsat for indbrud

Der er i løbet af weekenden blevet anmeldt flere indbrud i private hjem i Skanderborg Kommune.

Søndag 5. august kom beboerne i en bolig i Skovkildeparken i Virring hjem til en opbrudt terrassedør og et gennemrodet hus. De havde været på ferie siden torsdag 26. juli og har altså haft ubudne gæster i hjemmet under ferien. Der var ved anmeldelsen ikke overblik over, hvad der var stjålet.

Søndag formiddag modtog politiet en anmeldelse om indbrud i et hus på Henrik Hertz Vej i Skanderborg. Anmeldelsen kom fra en nabo, der kunne se, at der var opbrudt et vindue, hvilket var sket med haveredskaber, tyvene havde fundet på stedet. Huset var gennerodet, og der var stjålet en computer og et kamera, oplyser politiet.

Der har også været indbrud i en bolig i Engparken i Skovby, hvorfra der er stjålet smykker, forskellig valuta og en Sparbank Vest-rygsæk. Her er tyvene kommet ind ved at opbryde et vindue i stuen, og gerningspersonerne har rodet hele huset igennem. Indbruddet er sket mellem fredag klokken 12 og søndag 12.30.

Endelig har der også været ubudne gæster i en bolig på Hajrsbækvej ved Gammel Rye. Det er sket mellem fredag og søndag, hvor nogen har brudt et vindue op og været inde i huset og rodde det igennem. Der skulle dog ikke være stjålet noget, oplyser Sydøstjyllands Politi.

jr

Publiceret 06 August 2018 12:25

SENESTE TV