Færdselsuheld med fire biler ved Ry

Bilist trak over i modsatte vejbane og kørte ind i modkørende

Af
Jeppe Rafn

Søndag eftermiddag skete der et større færdselsuheld på Skanderborgvej ved Ry.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at uheldet skete klokken 16.42 i nordlig retning, da en bilist trak over i modsatte vejbane - muligvis for at overhale.

Her kørte bilen ind i en modkørende, som snurrede rundt og ramte ind i en tredje bil, der kom kørende bagved den bil, der trak over i modsatte vejbane.

En fjerde bil, der kørte bag de to andre biler mod nord, måtte undvige og kørte i grøften for ikke at blive ramt af den snurrende bil.

Færdselsuheldet er oprettet som et uheld med personskade, men politiet har ikke oplysninger om, hvem der eventuelt er kommet til skade, og hvor slemt det måtte være.

Bilisten, der trak over i modsatte vejbane og angiveligt var skyld i uheldet, var en 70-årig mand fra Ry. Bilen, han kørte ind i, som snurrede rundt og over i en tredje bil, var ført af en 50-årig kvinde fra Ry. Den bil, hun derefter røg ind i, havde en 58-årig mand fra Ry bag rattet.

Den fjerde bilist, der røg i grøften, var en 42-årig mand fra Valby.

Publiceret 09 July 2018 10:00

SENESTE TV