Tre indbrud anmeldt på et døgn: Her har tyvene været

Tre gange fik Sydøstjyllands Politi mandag anmeldelser om indbrud, der var begået i Skanderborg kommune

Sydøstjyllands Politi fik mandag flere anmeldelser om indbrud begået i Skanderborg kommune. Det oplyser dagens vagthavende. På tre forskellige adresser i kommunen har der således været indbrud.

På Grøndagervej i Låsby har der været indbrud mandag i tidsrummet fra 06.30 til 15.25. Her forsøgte gerningsmanden angiveligt først at bryde et køkkenvindue op med et koben. Det mislykkedes. I stedet blev en rue smadret med en sten, hvorefter tyven fik adgang til huset. Hele huset blev gennemrodet, men der er fortsat ikke noget overblik over, hvad der er blevet stjålet. Ifølge dagens vagthavende er der blevet sikret DNA fra gerningsmanden.

På Overmarksvej i Skandebrorg har der også mandag været indbrud. Her er det sket i tidsrummet fra klokken 7.30 til 16.15. Her kom indbrudstyven ind ad et åbenstående vindue, hvor gerningsmanden gennemrodede hele huset og forsvandt fra stedet med et kamera. Der er sikret sålaftryk på adressen.

På Henrik Hertz Vej i Skanderborg var der fra lørdag klokken 10 til mandag klokken 19 indbrud. Indbrudstyven brød ind ad et vindue, som han fik op ved hjælp af en medbragt spade. Fra stedet blev der stjålet en computer, et kamera, en Playstation og nogle knive.

jwh

Publiceret 12 June 2018 12:30

SENESTE TV