Modelfoto

Mand død efter styrt i cykelløb

58-årig mand død af kvæstelser efter cykelstyrt

En mand på 58 år er død efter at være styrtet i motioncykelløbet Danmarks Højeste, som har start og mål i Skanderborg og bliver arrangeret af Stilling Idrætsforening.

Cykelløbet fandt sted i torsdags på vejene omkring Danmarks højeste punkter, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj, hvor den 58-årige mand væltede på en nedkørsel på Skovhøjvej ved Yding.

Han slog hovedet i asfalten, og selvom han havde cykelhjelm på, kom han så voldsomt til skade, at han blev fløjet med helikopter til sygehuset i Skejby og lagt i kunstig koma. Politiet modtog anmeldelsen om uheldet torsdag klokken 12.40. Senere blev han erklæret hjernedød, og et døgn efter ulykken døde han.

Ulykken var et solouheld, og politiet har ikke en nærmere forklaring på, hvad der gik galt.

Den 58-årige mand kom fra Horsens.

Publiceret 14 May 2018 10:30

SENESTE TV