Låsby-ægtepar dræbt:

Eftersøgt krigsveteran sigtet for drab

42-årige Lars Kragh blev tirsdag anholdt ved Vonge nær Horsens, hvor han kørte rundt i en bil med sine afdøde forældre

I dag klokken 16.16 har Sydøstjyllands Politi anholdt den eftersøgte 42-årige Lars Kragh, tidligere krigsveteran, i den grå VW Golf, som politiet flere gange, og senest her til eftermiddag, har været ude at efterlyse. Lars Kragh blev anholdt ved Vonge Kirke vest for Horsens, og anholdelsen foregik helt udramatisk.
Inde i bilen fandt man to døde personer, en mand og en kvinde, som menes at være identiske med Lars Kraghs forældre – Kirsten og Jørgen Kragh.
Østjyllands Politi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan Kirsten og Jørgen Kragh er kommet af dage, men sagen efterforskes som en drabssag, og Lars Kragh er blevet sigtet for dobbelt manddrab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Randers i morgen.
Østjyllands Politi vil gerne sende en stor tak til både pressen og borgerne for at have hjulpet i denne sag. Politiet har løbende fået mange henvendelser, som har hjulpet i efterforskningen, og det er faktisk også på baggrund af en henvendelse fra et vidne, at politiet finder frem til bilen her til eftermiddag og får anholdt Lars Kragh.
Udsendt tirsdag kl. 12.35
Politiet modtog i aftes en anmeldelse fra en borger, der med sikkerhed havde set den efterlyste VW Golf i nærheden af Blåvand samt en mand, der kunne være den 42-årige Lars Kragh. I samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi blev der sendt en patrulje til stedet, men der var både mand og bil forsvundet igen. Syd- og Sønderjyllands Politi har aftenen og natten igennem afsøgt området, men uden held.
De seneste dages efterforskning har betydet, at det ikke kan udelukkes, at der kan være sket en alvorlig forbrydelse, hvorfor politiet fortsat er meget interesseret i alle oplysninger, der kan have relevans for sagen – særligt hvis man mener at have set den koksgrå VW Golf med reg. nr. BG 20 671. Politiet formoder, at bilen befinder sig et sted i Jylland eller på Fyn.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 8731 1448 eller til nærmeste politi på telefon 114.
Østjyllands Politi efterlyste i weekenden tre personer - et forældrepar og deres 42-årige søn.

null

Publiceret 13 July 2016 00:15

SENESTE TV