Et af de makabre fund, der for nylig er dukket op under udgravningerne ved Alken Enge. Foto: Museumsinspektør Ejvind Hertz, Skanderborg Museum.

Et af de makabre fund, der for nylig er dukket op under udgravningerne ved Alken Enge. Foto: Museumsinspektør Ejvind Hertz, Skanderborg Museum.

Fandt kranie med stort hul i baghovedet

Det vælter op ad jorden med våben og skeletter af flere hundrede krigere

Et kranie med et stort hul i baghovedet og en lårbensknogle, der er hugget midt over. Skader på skeletter og fund af økser, spyd, køller og skjold bekræfter, at der har været voldsomme kampe i Alken Enge ved Skanderborg.
"Det er tydeligt, at det har været en meget omfattende og dramatisk hændelse, der må have påvirket datidens samfund markant," fortæller projektleder Mads Kähler Holst, Aarhus Universitet.
15 arkæologer og geologer har i to måneder arbejdet med udgravningen af en stor hær, der blev ofret omkring Kristi fødsel. Skeletdele fra flere hundrede krigere ligger spredt i en mose i Alken Enge nær Mossø.
I løbet af de kommende dage tages knoglerne op af udgravningen. Derefter skal et international team af forskere i gang med analyser for at forsøge at afsløre, hvem krigerne var, og hvor de kom fra.
Årets udgravninger i Alken Enge stopper 23. august, men en del tyder på, at der gemmer sig mange flere fund i jorden.
"Vi har lavet små prøve-udgravninger forskellige steder i det 40 hektar store moseområde, og der bliver ved med at dukke nye fund op," siger udgravningsleder Ejvind Hertz, Skanderborg Museum.
Forskerne regner ikke med at kunne udgrave det hele, men vil i stedet prøve at skabe et overblik ved at lave mindre undersøgelser forskellige steder i mosen og rekonstruere, hvordan landskabet så ud i tiden omkring Kristi fødsel.
Undersøgelserne gennemføres i et samarbejde mellem Skanderborg Museum, Moesgård Museum og Aarhus Universitet.
Carlsbergfondet har støttet projektet "Hær og Efterkrigsritual i jernalderen. De ofrede krigere i Alken Enge i Illerup Ådal" med 1,5 millioner kroner.
Rundvisning
Torsdag 23. august klokken 13 og 17 kan man blive vist rundt og se udgravningen med de ofrede krigere i Alken Enge.
Mødested ved parkeringspladsen ved Vædebro, Alkenvej 171

Publiceret 18 August 2012 12:00

SENESTE TV